Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1
Skolen på Duevej logo
Mobil menu

Principper for Jokeren

 

Indledning

Klub Jokeren er en vigtig, ligeværdig og integreret del af det samlede pædagogiske tilbud på Skolen på Duevej og er således omfattet af skolens målsætning, værdier og øvrige principper.

Det pædagogiske arbejde

Vi arbejder bevidst med at skabe en klub, hvor børn og unge på tværs af alder og baggrund kan mødes i fælles aktiviteter. Klubben søger at rumme alle uanset baggrund. Dette gør vi bevidst gennem mødet med det enkelte barn eller unge, hvor fokus er på, hvordan vi lykkes som individer, og hvad vi sammen kan mødes omkring. I arbejdet med børnene og de unge søger vi at understøtte den enkeltes selvtillid – evnen til at tro på, at man kan løse de opgaver, man møder, og understøtte en grundlæggende tro på sig selv og sine evner. Samtidig arbejder vi bevidst med at se individet, som det er, og støtte samt styrke børnene og de unge i troen på deres værdi som enkeltperson og i klubbens fællesskab.  Vi søger at finde motivationen gennem fælles interesser, samt understøtte og styrke det enkeltes barns netværk og kompetencer. I arbejdet med de unge søger vi at styrke sociale kompetencer som; evnen til at leve i spændingsfeltet mellem jeg og vi, at løse konflikter med fokus på sagen frem for personen, og styrke modet til at opsøge og deltage i fællesskaber med andre end dem, man plejer.

Aktiviteter

Vi tilbyder en bred vifte af aktiviteter, som understøtter bevægelsesmæssige, musiske, æstetiske og kreative evner. Det er for eksempel; musikstudie og samspil, sport og bevægelse, dans, skateboarding, kreative værksteder. Vi søger at skabe inkluderende interessefællesskaber på tværs af aldre. I samarbejdet med det pædagogiske personale fungerer den ældre del af klubbens medlemmer som kulturbærere og en slags ambassadører for klubbens aktiviteter og traditioner. De unges perspektiv og færdigheder bidrager herigennem til at skabe en form for mesterlæring i færdigheder, samt videregivelse af den sociale kontekst og spilleregler, som de nye medlemmer af klubben nu er en del af.

Kolonier

Vi har en lang tradition for at afholde faste kolonier hvert år, for eksempel skitur, Vilde Vulkaner og kanotur. Vi prioriterer at afholde disse ture, fordi vi mener, de er vigtige tilbud, som skaber fælles minder og relationer, samt er med til at understøtte en længerevarende tilknytning til klubben og klubbens voksne. 

Netværk og Samarbejdspartnere

Vi samarbejder med de andre klubber på Frederiksberg om rollespil i Søndermarken, Danmarks ældste rollespil i klubregi, samt klubberne sportsnetværk, som planlægger og afvikler klubbernes turneringer i forskellige sportsgrene. Vi er medlem af Ungdomsringen, hvor vi deltager i musik og

E-sportsnetværk. Vi er aktivt involveret i SSP, der er samarbejdet mellem skole, sociale myndigheder og politi, og vi har et struktureret samarbejde med den lokale SSP-konsulent. Ydermere er klublederen repræsenteret i det lokale SSP-netværk.

Medinddragelse og demokrati

Vi har i klubben nedsat et børneråd, som alle kan stille op til ved et årligt valg. I det daglige lægges der stor vægt på at inddrage medlemmerne i klubbens aktiviteter og arrangementer. Vi arbejder med den overordnede demokratiske forståelse i klubben og i børnerådet, der også har et økonomisk råderum og tager emner op, der fylder i klub- og børne/unge-livet.

Klub Jokerens organisering og arbejdet i undervisningsdelen

Klubben er opdelt i tre grupper: Fritidsklubben for 3. - 5. klasse, Juniorklubben, for 6. - 7. klasse og Ungdomsklubben fra 7. klasse til det fyldte attende år.

Skiftet mellem grupperne sker pr 1. maj i forbindelse med overgangen af 3. klasse fra SFO. På trods af, at der er 3 grupper, arbejder klubben aldersintegreret. Det betyder, at vi har aktiviteter og ture, hvor børn/unge fra alle grupper kan deltage og mødes i forskellige interessefællesskaber, der bidrager til relationsdannelse på tværs af årgange. Ydermere tilbyder klubben et miljø/sceneskift, som kan bidrage til at styrke deres kompetencer, venskaber, samt være medvirkende til at gøre dem livsduelige.

Det pædagogiske arbejde i klubben og skolen kendetegnes ved at være inkluderende, og fokus er på at se børnegruppens dynamikker og sociale udfordringer med nye øjne og agere herpå.   Aktiviteter tilrettelægges ud fra de unges aktuelle motivation og skiftende interesser og trends.

Vi er repræsenteret i alle klasser på mellemtrin og i udskolingen og varetager den selvstændige UUV og to-voksen-funktion i klasserne. Vores tilstedeværelse i skoletiden er med til at skabe en indsigt i børnenes indbyrdes relationer/konflikter, som vi efterfølgende håndterer i såvel skolen som i klubben.

Forældresamarbejde

Klubben er omfattet af de principper, som er vedtaget for skole/hjemsamarbejdet.

Målet med forældresamarbejdet i klubben er, at forældrene føler sig godt informeret og i dialog med personalet om Jokerens opgaver og aktiviteter, samt oplever et godt samarbejde med personalet om deres eget barns trivsel.

Informationen til forældrene om Jokerens pædagogiske aktiviteter mv. sker via Aula, Jokerens hjemmeside; jokeren.frederiksberg.dk, og Jokerens facebook side. Dialogen med forældrene sker, når de henter deres barn, hvis de eller vi ser et behov for en samtale, og derudover ved intromøde i april, samt ved 2 årlige forældre/børn-arrangementer.

Klubpædagogen deltager i klassens forældremøde og deltager efter behov i forældresamtaler.

Generel info

  • Madordning

Klubben sørger for adgang til frugt, brød og lidt pålæg hver dag efter skoletid. Derudover kan man tilmelde sig aftenspisning for Junior- og Ungdomsklub 2 gange ugentligt og Fritidsklub 1 gang ugentligt.

Fremmødekontrol

Indkrydsningen på klubben er elektronisk via Tabulex. Klubben er ikke omfattet af fremmødekontrol jf. kommunes regler, hvilket betyder, at forældrene ikke kan forvente at blive kontaktet, hvis deres børn udebliver fra klubben.

Pædagogerne kontrollerer ved lukketid, om alle er tastet ud.

  • Tilsyn på ture

På ture er der som udgangspunkt mindst to medarbejdere med. Undtaget er ture med børn i nærmiljøet – dog kun efter konkret vurdering af klublederen i hvert enkelt tilfælde.

Eventuel badning ved strand, svømmehal og lignende sker efter kommunens retningslinjer og med klubpersonale, der er livredderuddannet.

Åbningstid og lukkedage i Klub Jokeren

 Klubbens åbningstid varierer fra år til år, tilpasset klubbens medlemmer. Generelt er der åbent hver dag fra kl 12.30 til 18, undtagen fredag, hvor der lukkes kl 17.

Der er aftenåbent 2 gange om ugen for Junior- og Ungdomsklubben, og en aften om ugen for Fritidsklubben. De aktuelle åbningstider kan ses på klubbens hjemmeside.

Lukkedage

Kommunalbestyrelsen fastsætter lukkedage, og desom kan ses på kommunens og skolens/klubbens hjemmesider.

Overgang til Klub Jokeren fra SFO Duevej

Fritids- og Juniorklub er et tilbud til børn fra 4. til 7. klasse. Overgangen fra SFO til fritidsklub sker 1. maj det år, barnet afslutter 3. klasse.

Det er primært børn fra Skolen på Duevej, der bliver indmeldt på Jokeren, men også enkelte børn/unge fra omkring liggende kommuner bliver meldt ind grundet klubbens aktiviteter og relationer.

Jokeren har også et samarbejde med en privatskole der søger plads til deres elever efter behov. I tilfælde af venteliste er det dog altid elever fra Skolen på Duevej, der har fortrinsret. 

SFO Duevej og Klub Jokeren samarbejder systematisk om overgangsaktiviteter, inden børnene stopper i SFO, og efter de starter i klub. Det kan fx være:

  • Aftenspisning på klubben med deltagelse af SFO-personale
  • Besøg af klubbens personale på SFO
  • Fælles pædagogiske aktiviteter inden klubstart
  • Fælles udflugter inden start på klub
  • SFO-personales deltagelse de første dage i klubben

 

Vedtaget i skolebestyrelsen den september '21