Indledning
SFO Duevej er en vigtig, ligeværdig og integreret del af det samlede pædagogiske tilbud på Skolen på Duevej og er således omfattet af skolens målsætning, værdier og øvrige principper.
Det pædagogiske arbejde
Børnenes mulighed for leg på SFO
Legen er en væsentlig del af det 5 - 9-årige barns dagligdag. Legen er for børnene et mål i sig selv, som giver dem mulighed for at udfolde sig, afprøve nye roller og opleve sindsstemninger som fx glæde, spænding, nysgerrighed og fællesskab og i det hele taget mulighed for at have det sjovt.
SFO'en skal prioritere at skabe et inkluderende miljø, som inspirerer til, at børnene igangsætter regel- og rollelege på egne præmisser, både individuelt og i grupper. Det er en pædagogisk opgave at støtte og vejlede børnene i dette, have særlig opmærksomhed på, om et barn mistrives, og hjælpe børnene med at forstå og løse konflikter indbyrdes
I et voksenperspektiv giver legen mulighed for udvikling og læring hos børnene. Børnene træner sociale og personlige kompetencer som fx at lave aftaler, overholde regler, tage andre børns perspektiv og kunne sige til og fra. Men også kompetencer indenfor pædagogisk idræt, naturkendskab, sprog, begreber og matematiske kompetencer mv. kan trænes og udvikles både gennem børnenes leg og gennem pædagogisk tilrettelagte lege og aktiviteter.
Pædagogisk tilrettelagte lege og aktiviteter
Det er vigtigt, at pædagogerne skaber en positiv stemning og møder børnene med imødekommenhed og anerkendelse for at bidrage til udvikling af bl.a. selvværd og fællesskabsfølelse hos børnene. Den pædagogiske kvalitet afspejles ikke kun i valget af de aktiviteter, der planlægges og gennemføres. Det er i høj grad den anerkendende og inkluderende tilgang i måden, aktiviteten udføres på, som er afgørende for børnenes positive oplevelse, selvopfattelse og læring.
Børn udvikler selvtillid, dvs. tro på egne evner, når de oplever, at de mestrer opgaver og udfordringer. Det stimulerer børns selvtillid at blive rost for ydre ting som deres præstationer i undervisningen eller til sport. Vigtigt er det dog, at børn udvikler et højt selvværd, dvs. at de føler sig gode nok og elsket for den, de er. Børn udvikler selvtillid, når de mærker, at vi er glade for dem, som de er, og de føler sig set, hørt og forstået. Når pædagogerne er anerkendende ved at være opmærksomme på børnenes følelser og hjælper med at sætte ord på deres oplevelser, så fremmer det børnenes selvværd.
Omfanget af voksenplanlagte aktiviteter om eftermiddagen skal tage hensyn til, at undervisningstiden i høj grad er voksenstyret. Af hensyn til børnenes frie tid og medbestemmelse i hverdagen skal der være passende mulighed for de lege og aktiviteter, som børnene selv vælger eller tager initiativ til.
Pædagogerne gennemfører pædagogiske lege og aktiviteter, som børnene ikke af sig selv tager initiativ til. Legene og aktiviteterne bør være sjove og spændende her og nu, men også bredt kompetenceudviklende på længere sigt.
De pædagogiske aktiviteter på SFO er som hovedregel for alle årgange og planlagt på tværs af afdelingerne, men der er også mulighed for at målrette aktiviteter til fx en årgang.
Over året arbejder SFO Duevej med pædagogiske aktiviteter relateret til fx pædagogisk idræt, natur, kreativitet, rollespil, it, drama, musik, højtider og traditioner. Aktiviteterne er beskrevet på skolens hjemmeside under menupunktet SFO.
Aktiviteterne på SFO Duevej er således som hovedregel tilbud, som børnene kan vælge til eller fra. Undtagelser kan fx være fælles aktiviteter for hele institutionen, årgangen eller klassen. Der kan også indgås individuelle aftaler mellem personalet og forældre om, at der er aktiviteter, det enkelte barn skal deltage i.
Det er vigtigt for kvaliteten af tilbuddene i SFO, at børnene kan komme med ønsker og ideer til de pædagogiske aktiviteter, materialer og legetøj fx på klassemøder.
Idræts-SFO
SFO Duevej er en certificeret idræts-SFO og arbejder med begrebet pædagogisk idræt. Pædagogisk idræt er brugen af idræt i en pædagogisk sammenhæng med et pædagogisk formål og kan deles i tre følgende kategorier:
- Idræt: løb, spring, kast, konkurrence, kampe i fx fodbold
- Leg: universelle lege, rollelege og regellege
- Bevægelse: motorik, sanser, koordination og rytme.
Det er muligt for alle børn hver dag at deltage i pædagogiske idrætsaktiviteter. Nogle idrætsaktiviteter kan være målrettet bestemte børnegrupper.
SFO Duevej samarbejder med Frederiksberg idrætsunion (FIU) om at tilbyde organiseret idræt, både som eksemplariske forløb i SFO-tiden, men også som noget, børnene kan gå til i forlængelse af SFO-tiden, fx dans i FIU-regi.
Fritidstilbuddets organisering og arbejdet i undervisningsdelen
Børnene er på SFO delt efter årgang, og hver årgang har deres eget hjemmeområde og deres egne primærpædagoger. Det er hensigten, at en pædagog pr. klasse følger klassen fra børnehaveklassen til og med 3. klasse, hvilket giver gode muligheder for at etablere en udviklende pædagogisk relation mellem børnene og pædagogen.
SFO-teamene er sammensat ud fra et ønske om en diversitet ift. erfaring, køn og faglige kompetencer blandt personalet indenfor de rammer, normeringstildelingen giver mulighed for.
SFO-teamet indsamler og deler viden og opmærksomhedspunkter med hinanden om børnenes trivsel og deltagelse i fællesskabet.
Skolen på Duevej lægger vægt på, at ansvaret for børnenes læring ligger hos de voksne omkring børnene i fællesskab. Det betyder, at vi prioriterer samarbejdet mellem lærere og pædagoger meget højt.
Pædagogernes organisering i et team for hver årgang betyder, at lærere og pædagoger arbejder med og samarbejder om de samme børn, både omkring den enkelte klasse, men også på tværs af klasserne på årgangen. Lærerne og pædagogerne udgør tilsammen ”årgangsteamet”.
Dette team mødes ugentligt og drøfter elevernes trivsel og planlægger den fælles undervisning i klassen. Klassens pædagog deltager i klassemødet.
Forældresamarbejde
SFO er omfattet af de principper, som er vedtaget for skole/hjemsamarbejdet. Målet med forældresamarbejdet på SFO Duevej er, at forældrene føler sig godt informeret og i dialog med personalet om SFO'ens opgaver og aktiviteter, samt oplever et godt samarbejde med personalet om deres eget barns trivsel.
Informationen til forældrene om SFO'ens pædagogiske aktiviteter mv. sker via skolens hjemmeside og via den til enhver tid aftalte digitale platform til kommunikation mellem skole og forældre. Dialogen sker i hverdagen, når børnene hentes, til skole/hjemsamtaler, forældremøder og ved forældretilfredshedsundersøgelser i forbindelse med ”maj-perioden”.
Klassens pædagog deltager sammen med lærerne i forældresamtaler og forældremøder med klassen.
Dagligdagen i fritidstilbuddet
Majperioden
I maj og juni måned gennemfører SFO'en et introduktionsforløb for de nye kommende børnehaveklassebørn. Der er fokus på, at børn og forældre bliver trygge ved skolen og at børnene ved at deltage i inkluderende fællesskaber oplever kammeratskab og sjove og lærerige aktiviteter.
Madordning
SFO'en serverer et let eftermiddagsmåltid for alle børn hver dag. Det kan fx være brød, frugt og grønsager i forskellige kombinationer. Vi tilbyder børnene vand til måltidet. Det er hensigten, at måltidet skal være sundt, og vi tilstræber at bruge udelukkende økologiske råvarer.
I morgenåbningen serverer SFO friskbagte boller til de børn, som møder tidligt. Fremmødekontrol
Fremmøde og afhentning
Fremmødekontrollen på SFO'en er elektronisk. Børnene i morgenåbningen tastes ind om morgenen og de øvrige børn ved SFO-dagens begyndelse. Forældrene taster ud, når de har hentet deres barn, og de børn, som er modne nok, taster selv, når de forlader SFO'en.
Pædagogerne kontrollerer ved lukketid, om alle er tastet ud.
Hvis der ved lukketid ikke er flere børn, men det alligevel af den elektroniske fremmødekontrol fremgår, at et barn ikke er tastet ud, så kontakter personalet forældrene for at sikre sig, at barnet er hentet eller gået selv efter aftale.
Hvis der er børn, som ikke er afhentet ved institutionens lukketid, ringer personalet til forældrene og eventuelle kontaktpersoner. Giver det ikke noget resultat, kontaktes SFO ledelsen, som træffer beslutning om, hvornår familieafdelingens døgnvagt skal kontaktes jf. kommunens retningslinjer.
Tilsyn på området og på ture
Pædagogerne fører tilsyn med børnene i Gul og Grøn bygning og på legepladsen, hvor børnene kan opholde sig efter personalets anvisninger. Børnene må kun opholde sig i skolens øvrige bygninger sammen med voksne.
Børnene skal altid være ledsaget af SFO-personale, når de forlader skolens område. På ture er der som udgangspunkt mindst to medarbejdere med. Undtaget er ture med få børn i nærmiljøet – dog kun efter konkret vurdering af SFO-lederen i hvert enkelt tilfælde. Eventuel badning ved strand, svømmehal og lignende sker efter kommunens retningslinjer.
Åbningstid og lukkedage i fritidstilbuddet
Åbningstid
Kommunalbestyrelsen fastsætter åbningstider for SFO og de aktuelle åbningstider fremgår af skolens hjemmeside under menupunktet SFO.
Lukkedage
Kommunalbestyrelsen fastsætter lukkedage og de kan ses på kommunens og skolens hjemmesider.
Overgang til Fritidsklub
SFO er et tilbud fra 1. maj det år, børnene starter i børnehaveklasse og til den 30. april i det skoleår, børnene går i 3. klasse.
Fritids- og juniorklub er et tilbud til børn i 4. til 7. klasse. Overgangen fra SFO til fritidsklub sker 1. maj det år, barnet afslutter 3. klasse.
SFO Duevej og Klub Jokeren samarbejder systematisk om overgangsaktiviteter, inden børnene stopper i SFO og efter de starter i klub.
Det kan fx være:
- Aftenspisning på klubben med deltagelse af SFO-personale
- Besøg af klubbens personale på SFO
- Fælles pædagogiske aktiviteter inden klubstart
- Fælles udflugter inden start på klub
- SFO-personales deltagelse de første dage i klubben.
Vedtaget i skolebestyrelsen den september ’21