Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Høring om ny struktur på Tre Falke Skolen

Dato: 16-08-2024
Sagsnr: 17.01.04-K04-1-24
Skoleafdelingen

Notat

Undervisningsudvalget godkendte d. 10. juni 2024, at sende forslag om ny struktur på Tre Falke Skolen i høring hos skolebestyrelser, Frederiksberg Fælleselevråd og OmrådeMED.

Den nye struktur på Tre Falke Skolen indebærer, at almensporet (a-klasserne) nedlægges, og at der i stedet oprettes en idrætsklasse mere. Beslutningsforslaget omfatter ikke 10. klasse, erhvervsklasser eller ungegrupperne, som fastholdes i deres nuværende form. En nedlæggelse af a-klasserne på Tre Falke Skolen medfører en ændring i kommunens samlede skolestruktur, og kræver dermed en ændring i styrelsesvedtægten.

Forslaget om en ny struktur på Tre Falke Skolen er udarbejdet efter ønske fra ledelse og skolebestyrelse på Tre Falke Skolen. Baggrunden for forslaget er først og fremmest, at skolen oplever en stor efterspørgsel efter idrætsklasserne, og at elevsammensætningen på almensporet (a-klasserne) gennem de senere år har udviklet sig i en uhensigtsmæssig retning, hvor elevsammensætningen i øget grad har været præget af flere elever med særlige behov for faglig og pædagogisk understøttelse. Skolen oplever dermed, at elevsammensætningen gør det udfordrende at skabe et balanceret klassemiljø, som alle unge profiterer af.

En nedlæggelse af a-klasserne giver mulighed for at oprette endnu et idrætsspor på Tre Falke Skolen i samarbejde med det lokale idræts- og foreningsliv. Idrætsklasserne på Tre Falke Skolen er i dag meget efterspurgt, og ændringen vil betyde, at idrætslinjen på skolen udvides fra to til tre spor.

Forslaget medfører en ændring i kommunens samlede skolestruktur og har konsekvenser for udskolingseleverne på kommunens øvrige skoler, der ikke længere vil have mulighed for et skoleskift til a-klasserne på Tre Falke Skolen.

En ændring af strukturen på Tre Falke Skolen vil være gældende for skoleåret 2025/26, og den vil ikke have betydning for elever indskrevet i a-klasserne i skoleåret 2024/25, som kan fortsætte i de nuværende a-klasser, til de afslutter 9. klasse.

Høringssvar sendes til skoleafdelingen@frederiksberg.dk senest onsdag d. 25. september 2024.

Venlig hilsen

René Rasmussen Sjøholm
Skolechef